Danmark tag med Frørup Rejser


Lolland / Falster og Møn, 4 dage fra d. 6/6-12


På denne rejse skal vi opleve Lolland/Falster, der ligger som et par frodige, grønne øer midt i den blå Østersø. Her er himlen høj, kystlinjen lang og skovene dybe. Vi skal besøge Møn, der er en af Danmarks smukkeste øer, hvor kystlandskaberne
byder på vekslende naturtyper og smukke udsigter. Vi bor på Hotel Falster, på dejlige dobbeltværelser med bad/toilet, minibar, telefon, clockradio og tv. Hotel Falster er et dejligt hotel, med alle værelser beliggende i stueetagen og på 1. sal.. Der er restaurant og bar på hotellet.
 
1. dag
Når alle er samlet i bussen, kører vi den flotte tur over dæmningerne i det sydfynske øhav til Spodsbjerg, hvorfra vi sejler til Tårs. På Lolland starter vi med at køre til Maribo, hvor vi skal se domkirken, der ligger smukt ved søen. Turen fortsætter gennem det lollandske landskab, hvor vi kører langs Søndersø til Nysted, der ligger smukt placeret ud til Østersøen. Her gøres holdt, inden vi kører til hotellet, hvor vi indkvarteres og senere mødes til aftensmad og hyggeligt samvær.
 
Udflugter
Vi kører en smuk tur langs kysten, forbi hyggelige fiskerbyer til Hesnæs, hvor husene er kendte for de specielle stråtækte vægge. Vi kommer igennem den hyggelige lille fiskerby Stubbekøbing, hvor vi skal se Marie Grubbes færgested. Herfra køres til Møns største by Stege, hvor middelalderen er særdeles nærværende den dag i dag. Her finder vi byvoldsanlægget, krogede gader og ikke mindst ”Mølleporten”, som er en af de sidste bevarede byporte fra middelalderen. Vi kører forbi lystslottet Liselund, hvor vi skal se parken, inden vi besøger Møns Klint, der hæver sig 128 m over havet. Her står vi på toppen af det danske kridtfundament. Danmark er helt unikt bygget på en platform af kridt, og derfor vidner Møns Klint om de enorme kræfter,  der har skabt landet og den enestående flora og fauna i området. Her ser vi udstillingen og der er mulighed for at gå en tur i området, hvor vi kan være heldige at finde 18 af Danmarks vilde orkidéer eller måske finde et 70 mio. år gammelt fossil på stranden. Vi kører den smukke tur over Bogø og Farø tilbage til hotellet. Her mødes vi til aftensmad og hyggeligt samvær.
 
En udflugt, hvor vi besøger Vordingborg, hvor vi skal se Gåsetårnet, Danmarks bedst bevarede middelaldertårn og den   smukke historisk - botaniske have, buksbomhaven med 400 af gamle dages mest yndede prydplanter samt læge- og  krydderurter. Vi kører en smuk tur langs Præstø Fjord med skønne udsigter, til Fakse. Vi ser Fakse Kalkbrud, hvor man kan finde fossiler, inden turen fortsætter til en af Sydsjællands mange herregårde, Gisselfeld, hvor vi skal se den smukke park og besøge orangeriet. Herefter går turen til Udby. Grundtvig blev født i Udby, og vi ser det charmerende bymiljø omkring kirken og præstegården, som næsten fremtræder som på Grundtvigs tid. Der bliver lejlighed til at se mindestuerne i præstegården, inden vi kører tilbage til hotellet.
 
4. dag
Efter morgenmaden er det tid at tage afsked med Falster og vores hotel. Vi kører til Lolland, hvor vi skal besøge Knuthenborg safaripark. I parken findes en mængde eksotiske planter og træer, foruden alle de spændende dyr som giraffer, næsehorn, zebraer, emuer, lamaer, kameler, bisoner, løver og ikke mindst grevindens store fuglesamling. Vi kører til Tårs midt på eftermiddagen og sejler tilbage til Langeland. Her køres ad samme rute tilbage til vores hjembyer, efter en dejlig ferie på de
Sydøstdanske øer.
 
 
Praktiske informationer:
 
Hoteladresse
Hotel Falster
Skovalléen
4800 Nykøbing F.
Tlf. 54 85 93 93
www.hotel-falster.dk
 

Afrejsedag                                       Pris                      Tillæg for eneværelse
Onsdag d. 6/6-12                            2.815,- kr.            480,- kr.
 
Inkl. i prisen
Al kørsel, også udflugter, hotelophold på dobbeltværelser med bad/toilet og halvpension begyndende med aftensmad 1. dag og sluttende med morgenmad sidste dag, færge, entré til Knuthenborg, gebyr til rejsegarantifond og moms. Chaufføren fungerer som rejseleder på denne rejse.
 
Ikke inkl. i prisen
Entréer, frokoster og drikkevarer.
 
Valuta
Danske kr.
 
Opsamlingsrute: E
 
Hjemkomstrute: 4
 

Book din rejse nu BOKS

Book din rejse allerede i dag hos Frørup Rejser!

Tilmeld / Afmeld nyhedsbrev BOKS

Tilmeld / Afmeld dig Frørup Rejsers nyhedsbrev her!

Frørup Rejsers historie BOKS

Vores historie - Frørup Rejser
Først og fremmest velkommen til Frørup Rejser, vi har mere end 36 års erfaring med busrejser i hele Europa.