Nytår i Skagen

4 dage med afrejse d. 29. december

Kom godt ind i det nye år. Tag med os til toppen af Danmark for at fejre det nye år. Vi bor centralt på Foldens Hotel i Skagen. Et hyggeligt hotel beliggende for enden af gågaden og nær havnen. Alle værelser har bad/toilet, og der er restaurant, cafeteria og viseværtshus. Det er et rigtig dejligt sted at bo.

 

29. december

Når alle er samlet i bussen køres, med passende pauser undervejs, til Skagen, hvor vi ankommer sidst på eftermiddagen. Vi indkvarteres på vores værelser, hvor der venter champagne og chokolade. Vi mødes til en velkomstdrink og lækker 2 retters aftenmenu og hyggeligt samvær. 

 

30. december 

Efter en lækker morgenbuffet tager vi ud og oplever nogle af alle de spændende seværdigheder, som Skagen har at byde på. Vi skal se Kandestederne, Råbjerg Mile og Gl. Skagen. Der er tid på egen hånd i Skagen, hvor der er mulighed at købe noget frokost, inden vi kører en byrundtur i Skagen, og derefter kører til Grenen, som er et besøg værd på alle årstider.
Efter en oplevelsesrig dag mødes vi om aftenen til en 2 retters middag inkl. kaffe i Foldens hyggelige restaurant. Efter middagen er der mulighed for bankospil om flotte præmier og hyggeligt samvær. 

 

Nytårsaftensdag

Efter morgenmaden skal vi på udflugt til Den Tilsandende Kirke, som ligger på snapseruten. Her serveres smagsprøver af snapse fra Skagen på forskellige poster i den skønne fredelige natur. 


Vi tager tilbage til hotellet i god tid, så der er tid til at slappe af og gøre sig klar til aftenens festligheder. Kl. 17.45 bydes der velkommen i Foldens hyggelige restaurant, og sammen lytter vi til Dronning Margrethes nytårstale på storskærm. Herefter foregår nytårsfesten på Restaurant Palmehaven, hvor vi går til bords kl. 19.00. Vi skal nyde en lækker 4 retters nytårs menu efterfulgt af kaffe og kransekage. Efter middagen bliver der spillet op til dans, og kl. 24.00 lytter vi til rådhusklokkerne, og synger på traditionel vis det nye år ind, mens vi skåler med hinanden. Herefter affyres festfyrværkeri, og musikken fortsætter til kl. 01.00, hvor der bliver serveret let natmad.  

 

1. januar

Efter aftenens festligheder sover vi længe og nyder en sen morgenbuffet. Herefter samles vi i bussen og kører hjemover efter en dejlig nytårsrejse på toppen af Danmark. 
    
Pris pr. pers………………..…....3.098,- Kr.   
Tillæg for eneværelse ………… 600,- Kr.

 

Inkl. i prisen: Al kørsel, også udflugter, hotelophold med ½ pension beg. med aftensmad 1. dag og slut med morgenmad sidste dag, nytårsaftenarrangement, ”snapsetur”, champagne & chokolade på værelset, gebyr til garantifond. Chaufføren fungerer som rejseleder på denne tur.

 

Ikke inkl. i prisen: Frokoster, drikkevarer, entréer, banko-plader.

 

Opsamling D                                                             Hjemkomst 5

(Bemærk! Der kan forekomme ændringer i afgangstider. Det er altid tidspunktet i din faktura der er gældende.)